Formanden anmelder tidligere koncerter:

Hidtil største musikalske

oplevelse i jazzklubben -

gentages 4. okt. 2026

Inden du læser anmeldelsen af koncerten i lørdags, har vi en glædelig       meddelelse:  Stephanie Trick og Paolo  Alderighi kommer igen i Djurslands Jazzklub. Nemlig søndag den 4. oktober 2026.. Sæt kryds i kalenderen.
Og så til anmeldelsen af koncerten den 6. april::

Uden at forklejne de over 200 bands vi har haft i Djurslands Jazzklub, var koncerten med de to pianister, Stephanie Trick og Paolo Alderighi, den største musikalske oplevelse i klubbens 21-årige historie. Superlativerne står i kø, når koncerten på Hotel Marina i Grenå den 6. april her skal anmeldes.

Det amerikansk-italienske ægtepar leverer ikke kun klaverspil i verdensklasse. De leverer også ren klaver-akrobatik . I dette tilfælde på et flygel og et klaver.  De spiller fire-hændigt på flyglet og bytter plads på deres to stole. De krydser armene og hænderne og spiller på den andens del af klaviaturet. De rejser sig skiftevis og lader den anden spille solo. Det er det, jeg mener er akrobatisk.

Og det, der kommer ud af deres helt unikke måde at levere klaverspil i verdensklasse på, er bare helt fantastisk. Også, fordi flyglet og klaveret her er placeret midt i salen med de 110 tilhørere tæt omkring. Det giver en helt speciel følelse for publikum af at være tæt på og med i showet, som det jo også er.

Stephanie Tricks og Paolo Alderighis repertoire spænder vidt fra den amerikanske sangbog, filmmelodier, ragtime og blues. Deres fælles spilleglæde er stor og åbenlys. Deres små historier om musikken bliver serveret med veloplagthed og charme. Det smitter af på publikum, der gang på gang viser deres store begejstring.

Ingen tvivl om de to’s kærlighed til ragtime-stilen og –boogie-woogie. Som Paolo Alderigh siger, at han som italiener jo ikke lige frem er vokset op med boogie-woogi’en, men mere med operaen. Derfor spiller Stephanie det sværeste i boogie-woogien, siger han. Og det gør hun. Hendes store forbillede er i øvrigt den helt store legende, pianisten  Fats Waller. Fire numre er inspireret af ham bliver det til, nemlig bl.a.  de meget kendte ”Ain’t mis be Haven” og ”Honey Suckle Rose”. Her afløser de netop hinanden på flygel og klaver og spiller også fire-hændigt.

Rollefordelingen i deres spil er, at Paolo ofte er en slags rytmegruppe på de lave tangenter, mens Stephanie er melodiførende på de høje. Eller omvendt. Ikke mindst i boogie-woogi-numrene. Det lyder derfor næsten som et helt jazzorkester.

Det er også værd at fremhæve de fremragende improvisationer, de disker op med i de mange kendte numre. Blandet mange andre ”In the shade of the old Apple Tree” og slutnummeret ”Tiger Rag”, men  også i det hele taget.

En uforglemmelig oplevelse i Djurslands Jazzklub med to verdensstjerne i den danske provins.

Og så slutter det helt uventet med, at den tidligere formand for jazzklubben, Svend Frandsen, spiller duet med Paolo i nummeret ”Hymn to Freedom. På Paolos opfordring. 

Hvem skulle nu have troet det. Aller mindst Svend, der har sørget for, at få de to helt uforlignelige kunstnere til vores jazzklub.

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

River Band med flotte og

finurlige arrangementer

Efter mere end 50 år på den danske jazzscene er de stadig  på toppen med dynamisk, swingende spilleglæde og finurlige arrangementer. Fra første nummer i Djurslands Jazzklub den 2. marts havde de publikum i deres hule hånd. Sådan er River Band, som gav 85 tilhørere end dejlig musikalsk oplevelse på Hotel Marina i Grenaa.

De seks musikers sammenspil er eminent og humørfuldt.  Når jeg fremhæver de finurlige arrangementer, er de tydelige lige fra starten. Som et af mange eksempler i ”When the Saints”,  en de mest fortærskede jazz-melodier. Her leverer River Band et rigtig lækkert forspil og putter senere til stor overraskelse typisk en række andre melodier ind. 

Jeg  kommer til at tænke på den igangværende debat om skjulte plagiater i musikken og litteraturen. Det er der ikke tale om her. Brugen af andre melodier er jo helt tydelig og sjov. Men også egne kompositioner gør sig godt. F.eks. ”Saxofons kolosser” som en hyldest til de mange saxofonister, der har spillet som solister med bandet. Orkestrets egen saxofonist, Filt Kristensen og trompetisten Torben Lassen, står bag deres egne kompositioner.

Det med at tage andre melodier ind i numrene. Det gælder også  bl.a. ”Just a closer walk with Thee”. Den spillede River Band til minde om deres mangeårige pianist, Karen Sørensen, der døde for ikke så længe siden. Her kommer pludselig ”Good Night Irene, Good Night Irene” ind. Det giv rigtig god mening i hyldesten til den tidligere pianist.

River Band har et meget afvekslende repertoire med traditionel jazz, blues og latin. Og så har de en rigtig god forsanger, nemlig kapelmesteren og trompetisten Torben Lassen. Han startede orkestret for over 50 år siden og diverterede også med mundharmonikaspil. Og så en god historiefortæller i basunisten Allan Bjerregaard. Han synger også

Som illustration af River Bands alsidige repertoire sluttede de af med ”Schlafe, mein Prinzchen”. Papa Bues Vikinge  Jazzband indspillede den i 1959 med meget stor succes. Specielt dette nummer gjorde bandet kendt. Den blev endda  udgivet på en rød plade. Helt utraditionelt. Jeg købte den også som tusindvis af andre, men det er mange år siden, jeg har hørt den spillet af et jazzorkester..

Ekstranummeret til frokostjazzen var ”Skul gammel venskab rent forgå”. Melodien blev dog først afsløret efter en lang og fin indledning.

Udover trompetisten, saxofonisten og basunisten består River Band af den nye pianist, Jens Nørholm, bassisten Jørgen Nielsen  og trommeslageren Tobias Leonardo Pedersen. Alle var fremme i skoene med med flotte solier

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Det var næsten som at

høre Gerry Mulligan igen

Når jeg lukkede øjnene og lænede mig tilbage, var det næsten som at høre Gerry Mulligan spille, som han spillede i 1950’erne. Det var oplevelsen i Djurslands Jazzklub den 10. februar.

Da spillede Søndergaard-Lillienskjold Kvartet. Eneste forskel var, at Gerry Mulligans legendariske kvartet havde trompet med. Søndergaard-Lillienskjold havde i stedet altsaxofon med og baryton saxofon, bas og trommer som instrumenter. Lars von Lillienskjold spil på barytonsax’en  - Mulligans instrument - var ligesom Jens Søndergaard på altsax helt på toppen som frontfigurerne. Deres unisone sammenspil var eksemplarisk, energisk og kraftigt og levede til fulde op til forventningerne om Mulligan-musik nu 75 år efter mesteren. De formåede også elegant at sno sig ind og ud af hinanden.

Ikke uden grund havde kvartetten kaldt deres optræden ”To generationer spiller Mulligan”.

Nestoren på altsax’en i en menneskealder, Jens Søndergaard, er 78 år. Lillienskjold kun omkring det halve. Også den fremragende bassist, Niels Wilhelm Knudsen og Esben Laub von Lillienskjold på trommer gjorde deres til en stor musikalsk oplevelse. 

De 85 tilhørere kvitterede med mange bifald undervejs, selv om der var tale om mere moderne tone end normalt i Djurslands Jazzklub. Endnu mere moderne synes mange denne musik var i 1950-60’erne. Jeg købte selv min første Mulligan-plade i 1959. Da jeg fortalte det til mine musikalske venner i vores traditionelle jazzband lød kommentaren: ”Det kan du da ikke. Det er da alt for moderne”. Det var da altså ikke her i 2024 i Grenaa.

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx